Seneste

Adults: Children: Checkin: Nights:
Adults: Children: Checkin: Nights:

Den blå planet

Hovedstadsregionen har fået en ny turistattraktion i verdensklasse. Den 21. marts indviede regentparret Den Blå Planet i Kastrup, der med 20.000 fisk fordelt på 450 arter er Nordeuropas største og mest moderne akvarium. Den nye arkitektoniske perle, der er placeret helt ned til Øresund, afløser Danmarks Akvarium i Charlottenlund, som efter 73 år var blevet for småt og utidssvarende.

Opførelsen af den 12.000 m2 store bygning har kostet 700 millioner kroner, hvilket gør Den Blå Planet til Danmarks dyreste byggeri. Stedet er opdelt i fem afdelinger: Oceanakvariet, Koralrevet, Afrikas Søer, Amazonas Regnskov og Det Færøske Fuglefjeld. Anlægget er konstrueret med et selvforsynende rørsystem, der både henter havvand op til de kolde saltvandsakvarier og forsyner bygningens køleanlæg.

Arkitekturen er inspireret af vandets strømhvirvler, og hele bygningen er omkranset af et stort spejlbassin. Fra indgangen træder gæsterne ind i hvirvelstrømmens centrum, den runde foyer, og suges herfra ud til de 53 akvarier og anlæg, som tilsammen rummer syv millioner liter vand. Byggeriet består af fem “arme”, der rummer hver af de fem afdelinger som alle har adgang fra den centrale foyer.

I Oceantanken, det største af akvarierne i Den Blå Planet, kan man opleve hammerhajer svømme side om side med rokker og muræner i fire millioner liter azurblåt saltvand. Et andet stort akvarium rummer koralrevet med alle de farvestrålende fisk og andre havdyr, der lever i og af korallerne. Og i de afrikanske søer kan man udover det mangfoldige dyreliv under vandoverfladen se blandt andet fugle og dværgkrokodiller.

Udover at være en af Danmarks førende turistattraktioner skal Den Blå Planet også fungere som et internationalt forskningscenter for havbiologi. Stedet rummer således en række tanke, som ikke er åbne for offentligheden, men hvor biologerne har enestående mulighed for at studere havdyrenes adfærd i naturlige omgivelser.

Fra Kongens Nytorv tager det kun 12 minutter at komme til den Blå Planet med Metroen til Kastrup Station. I det hele taget er bygningen med sin placering midt i det trafikale knudepunkt tæt ved Øresundsbroen og Københavns Lufthavn vanskelig at overse – uanset om man kommer fra land, vand eller luften.

© Hjemmeside af Eksakte