Den Arktiske Ring

Adults: Children: Checkin: Nights:

Den Arktiske Ring

Zoologisk Have København fortsætter de senere års positive tendens med at skabe optimale og tidssvarende rammer for både dyr og gæster. Den 5. februar er den næste store attraktion klar til indvielse – Den Nordiske Ring, der har været næsten tre år undervejs, og som er et frianlæg til et at havens mest populære dyr, isbjørnen.

Det er en pengegave fra A.P. Møller på 150 millioner kr., den største enkeltdonation i Zoologisk Haves 150-årige historie, der har gjort det muligt at opføre det gigantiske kompleks. Den Arktiske Ring kommer til at danne indgang til havens nordiske afdeling, og udover anlægget til isbjørne vil der i nye byggeri også blive plads til sæler, ligesom der er opført et færøsk fjeld til nordatlantiske fuglearter.

Et besøg i Den Arktiske Ring bliver som at træde ind i en anden verden. Første stop byder på et kig ud over et arktisk kystlandskab, hvor forbilledet er Nordgrønland i sommerdragt. Det særlige er, at hvor vi har været vant til at betragte isbjørne i en grotte oppefra, kommer vi her til at befinde os på niveau med de op mod 600 kg tunge dyr, så vi virkelig får en fornemmelse af, hvor store og frygtindgydende de er.

Turen fortsætter ad en rampe ned i selve ”Polarhavet”, hvor publikum gennem store ruder får et indblik i isbjørnenes liv under havets overflade. Derefter venter en helt speciel oplevelse i form af en gangtunnel i akryl omgivet af vand på alle sider. Her kommer man helt tæt på bjørnene, der kan svømme både over og under tunnelen, og herfra vil det også være muligt at se sælerne boltre sig i deres eget bassin.

Næste stop er det imponerende nordatlantiske fuglefjeld midt i anlægget. Det er udformet som en høj klippe, hvor lunder, alke og lomvier både kan iagttages på fjeldets smalle klippehylder og under vandet, når de foretager deres styrtdyk efter føde. I alt er der 2.400 kubikmeter vand i Den Arktiske Rings bassiner.

Der vil blive lagt vægt på at stimulere og beskæftige isbjørnene, så de aktive og undersøgende dyr kan udfolde så meget af deres naturlige adfærd som muligt. Samtidig skal havens 1,4 millioner årlige besøgende via moderne og aktiverende formidling oplyses om den sårbare arktiske natur og den biologiske forskning, der – blandt andet med Zoologisk Haves aktive deltagelse – finder sted i Nordøstgrønland.

© Hjemmeside af Eksakte