Seneste

Adults: Children: Checkin: Nights:

Smag på København

Er man er på jagt efter en gourmetoplevelse i verdensklasse, er København stedet at tage til. Byen har efterhånden fået et solidt ry som en af verdens kulinariske metropoler, og det vil for alvor kunne mærkes i februar, hvor madfestivalen Copenhagen Cooking for tredje år i træk løber af stablen i en vinterudgave.

Copenhagen Cooking fejrer vores madkultur, den gode kvalitet og sæsonens råvarer. Om vinteren kan det eksempelvis være blåmuslingen, som det nu bliver muligt at stifte bekendtskab med i mange versioner. Som led i festivalen kan man komme på et ægte ”gastro cruise”, hvor man lægger til kaj ved havnefrontens bedste restauranter og trakteres med ”havets blå guld” og andre nordiske specialiteter fra farvandene omkring os.

Under Copenhagen Dining Week, 11.-17. februar, kan man på byens bedste restauranter nyde en 3-retters menu for bare 200 kr. Kendetegnende for restauranterne er, at de alle holder et højt niveau og byder på smagsoplevelser, man normalt skal dykke langt dybere i lommen efter for at kunne betale. Målet er at få op imod 100 københavnske kvalitetsrestauranter til at deltage, så der vil være noget for enhver smag.

Man kan også gå på opdagelse i Nordens innovative smagsunivers, når 10 af byens toprestauranter for sjette år i træk serverer smagsprøver ud fra sæsonens bedste råvarer. Begivenheden finder sted på Axelborg, der også danner rammen om Fine Food Festival, hvor en række kvalitetsbevidste fødevareproducenter leverer eksklusive nyheder til køkkenet suppleret med lækre delikatesser og interessante vine.

Den kulinariske måned afsluttes med fødevaremessen Copenhagen Food Fair i Bella Center, hvor der udover et bombardement af smagsoplevelser fra de mange stande bydes på danske og udenlandske madperformances og anden form for gastronomisk underholdning. Titlerne som årets kok og tjener skal uddeles, og for de besøgende er der mulighed for at deltage i en tematiseret rundvisning på hele messen.

Der bliver med andre ord rig lejlighed til at forkæle ganen og smagsløgene i løbet af hele februar. Man vil desuden kunne lære at filetere fisk eller bage kvalitetsbrød, debattere fremtidens madkultur, quizze på gastronomisk paratviden til en 5-retters menu eller deltage i en uforglemmelig smagsodyssé i form af en mættende vandretur igennem byen. For blot at nævne nogle få af festivalens op imod 100 forskellige events.

© Hjemmeside af Eksakte