Seneste

Adults: Children: Checkin: Nights:
Adults: Children: Checkin: Nights:

Tivoli er vokset

Tivoli har slået portene op for en ny sæson, og er i år blevet lidt større. I den sydlige ende af den gamle have er der åbnet et nyt område, Det Muntre Hjørne, hvor både voksne og børn i alle aldre vil kunne få sig et godt gys i tre nye forlystelser, der skyder op mellem renæssanceinspirerede københavnerhuse.

Inspirationen for det 1.200 m2 store område er den danske astronom Tycho Brahe, og temaet er derfor planeter, stjerner og galakser. Det Muntre Hjørne ligger i en del af Tivoli, der hidtil har været forbeholdt medarbejderne, og de 600 m2 er nye for gæsterne. Blandt andet er inspektørboligen mod Bernstoffsgade blevet fjernet for at give plads til udvidelsen, som er et led i planerne om at ruste haven til fremtiden.

Årets store nyhed er en halsbrækkende voksenforlystelse, hvor vovehalse om bord i kæmpeørne kan opleve verden på hovedet, mens de udsættes for voldsomme centrifugalkræfter. Forlystelsen er uden sidestykke i Danmark og findes kun ganske få steder i resten af verden, blandt andet på Coney Island i New York.

En anden nyskabelse er et 8 meter højt ”drop tower” for børn, som hæves op i luftskibe af en type, man fantaserede om på Tycho Brahes tid i 1500-tallet, inden de dumpes ned med stort fart, rotation og sug i maven. Endelig byder det nye område på en forlystelse for de mindste, Den Lille Flyver, hvor børnene med en styrepind selv kan bestemme højden og nære deres fantasi om at kunne flyve.

Prisen for at transformere og udvide Det muntre Hjørne har været tocifret millionbeløb i den høje ende af skalaen. En del af formålet med projektet har været at signalere, at Tivoli ikke kun er for børn, forældre og pensionister, men i høj grad også teenagere. I hvert fald er årets vildeste nyhed på forlystelsesområdet noget, der må forventes at give en pæn fremgang i besøgstallet blandt de unge.

Hvis de vælger at kommer om fredagen, kan de samtidig opleve blandt andet Nik & Jay, Nabiha, Fallulah, Mads Langer, Marie Key eller Shaka Loveless live fra Plænen i forbindelse med Tivolis traditionelle Fredagsrock. Årets program byder dog også på noget for deres forældre, idet gamle kendinge som Thomas Helmig, Sanne Salomonsen, TV2, Sort Sol og Sebastian også kigger forbi i løbet af sommeren.

© Hjemmeside af Eksakte